fredag den 9. maj 2014

Forår - jubii!

" Det er forår, og alting klippes ned - der beskæres i buskadser og budgetter..." Med Benny Andersens  tekst in mente bydes foråret hjertelig velkommen. Vist kan det være svært at spore optimisme, hvad den nationale og private økonomi angår, men det er dog uomtvisteligt, at foråret gør os i bedre humør og giver os mod på og lyst til at være aktive, udadvendte og skabende. Efter en lang vinters forskansning i de lune stuer med god mad og drikke, trænger vi til at komme ud i lys og luft, mærke kroppen og høre fuglenes smukke sang.
Det er kun naturligt, at foråret kalder på foretagsomheden. Nu skal der ske noget! Om det er haven, huset eller bilen, der trænger til en ordentlig omgang, så er det nu, vi finder kræfter og overskud.
Påsken er gerne startskuddet til forårsaktiviteterne, så sandsynligvis har du været i gang et stykke tid. Køkkenhaven er sået til, kartoflerne sat, og græsset er i hvert fald blevet klippet mindst en gang.
På Kipa Vinduer mærker vi også, når foråret har holdt sit indtog. Det kan være, at folk opdager, at terrassedøren sørme trænger til udskiftning, at de vinduer, der godt nok var dårlige sidste sommer, nu er så møre, at de ikke tør åbne dem. Eller også er det bare nemmere at overskue at have hul i huset, når temperaturen udenfor ikke er meget anderledes end indenfor. I hvert fald er sommerhalvåret højsæson for husforbedringer. Måske også fordi vi ved, at der bliver koldt igen om - desværre- bare nogle få måneder. Og det kunne jo være rart, hvis der ikke skulle bruges så mange penge på opvarmning næste vinter, hvis man kunne slippe for trækken fra det utætte vindue og fygesneen inden for døren i baggangen.
Nyd foråret mens det er her og få gjort det, der skal gøres, så du med sindsro kan tage imod Kong Vinter, når han kommer på besøg igen.
Til sidst endnu et citat fra Benny Andersens forårssang: " Jeg bli'r 5 år ældre ved hvert indgreb i min pung - men når forårssolen skinner, bli'r jeg ung!"